Leo indlagt igen: Sussi forbereder sig på at tage afsked

Leo fra den legendariske duo Sussi & Leo er denne weekend blevet indlagt endnu en gang. De tidligere gange har han snydt døden, men pårørende forbereder sig nu på at sige endegyldigt farvel

“Kroppen er simpelthen ved at lukke ned,” siger Leos kone Sussi ifølge B.T. med henvisning til mandens akut indlæggelse denne weekend. De har elsket hinanden, siden hun var 14 år gammel.

Helbredet har de seneste måneder været meget ustabilt for den 67-årige sanger Leo Nielsen, der nu gennemgår sin fjerde indlæggelse på kort tid.

Senest blev han udskrevet den 26. januar, hvor han kom hjem til Sussi på gården i Saltum og erkendte, at han ikke længere kunne optræde med hende.

SE OGSÅ: VOLDSOM ULYKKE I VILLAKVARTER PÅ VESTEGNEN

Men denne gang er indlæggelsen anderledes. Denne gang forventer familien ikke at få Leo med hjem igen.

“Der er ikke stødt noget nyt til. Men kroppen kan simpelthen ikke reparere sig selv. Den er ved at lukke ned, og nyrerne er også ved at holde op med virke,” siger en rørt Sussi til B.T..

Hun fortæller, at lægerne ikke kan gøre mere, men at de sørger for, at Leo har det godt, mens kroppen lukker ned.

Sussi oplyser, at Leo mest af alt bare sover, og der ikke er meget kontakt.