Lejlighedsbrand i Fredericia: Alle beboere evakueret

Politi, brandvæsen og ambulance er tirsdag til stede på Fynsgade i Fredericia, efter der er udbrudt brand i en lejlighed på stedet.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi til Presse-fotos.dk.

Alle beboere i ejendommen er blevet evakueret i forbindelse med branden.

– Alle beboere er kommet ud af ejendommen og så arbejder vi ellers på stedet, siger Thomas Kiær, som er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

– En enkelt er blevet kørt til observation i forbindelse med, at vedkommende har fået noget røg, siger han videre.

Det er på nuværende tidspunkt endnu uvist, hvad årsagen til branden er, fortæller vagtchefen.