Lastbiler kører kortege efter tragisk dødsfald

Alle lastbilerne kommer her kørende efter rustvognen

En 47-årig skraldemand er afgået ved døden alt for tidligt – og derfor var der fredag arrangeret kortegekørsel for ham

Den 47-årige mand Thomas Kjær var skraldemand hos Marius Pedersen.

Thomas Kjær døde sidste fredag og var en yderst vellidt og respekteret kollega.

Derfor var der fredag eftermiddag klokken 14.00 arrangeret kortegekørsel for ham, hvor blandt andet en lang række skraldebiler deltog.

“Han var simpelthen jordens bedste kollega, og derfor skal han også have et smukt farvel,” siger Daniel Bøtker Fabricius til JydskeVestkysten. Han har været kollega med Thomas Kjær i 13 år.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her kommer rustvognen kørende på Jernevej i Esbjerg

Kortegekørslen startede ved Kvaglund Kirke i Esbjerg og fortsatte rundt i byens gader. Optoget sluttede ved Marius Pedersen i Måde.

Derefter har rutvognen kørt Thomas Kjær til Thyborøn, hvor hans urne ifølge JydskeVestkysten skal sættes ned ved siden af hans fars.

Ifølge Daniel Bøtker Fabricius vil Thomas Kjær blive husket som en mand, der gjorde indtryk på alle omkring sig.