Lastbilchauffør modtager dusør for heltemod: “Det fortjener meget stor ros”

Lastbilchaufføren Poul Erik blev tirsdag hyldet på politigården i Esbjerg på grund af hans heltemodige handling, der højst sandsynligt reddede liv.

Udover hyldest modtog Poul Erik og tre andre hverdagshelte 1000 kroner i dusør fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

”De har alle gjort noget ud over det sædvanlige og ydet en ekstraordinær og modig indsats. Det betyder meget for os i politiet, ligesom deres handlekraft har haft stor betydning for de mennesker, de har hjulpet. Det fortjener meget stor ros”, siger politidirektør Frits Kjeldsen.

Stoppede spøgelsesbilist på motorvejen

Poul Erik bliver hyldet for sin heltemodige gerning den 1. december 2021, mens han var på arbejde som lastbilchauffør. På Esbjerg-motorvejen fik Poul Erik hørte om en Tuktuk-knallert, der kørte i den forkerte retning.

Herefter trak Poul Erik ud i anden vognbane og tændte katastrofeblinket for at forhindre, at andre bilister overhalede ham og risikerede at ramme spøgelsesbilisten.

Da han fik øje på tuk-tukken, trak han i håndbremsen og holdt stille på motorvejen så tuk-tukken påkørte lastbilen.

På den måde blev et muligt fatalt sammenstød forhindret.

”Vi vil gerne anerkende borgernes ekstraordinære indsats, som har været afgørende i disse forskellige situationer. Vi håber, at dusørerne kan være et ekstra klap på skulderen og en inspiration til andre, der måtte havne i lignende situationer”, siger politidirektør Frits Kjeldsen.

Gav livreddende førstehjælp

Sammen med Poul Erik blev de to kollegaer Lars og Nils også hyldet.

De to mænd var med til at redde liv på en tankstation i Padborg, da de så fire udenlandske mænd kom løbende ind i kiosken efter hjælp. De fire mænd ledte Nils og Lars hen til en mand, der blødte kraftigt efter et knivstik. På stedet ringede Lars 112 og holdt kontakten, mens Nils ydede livreddende førstehjælp, som var en medvirkende årsag til at manden overlevede.

Den fjerde mand, der blev modtog en dusør for sit heltemod er Michael, som kørte forbi en livløs mand i en indkørsel i Tjæreborg. Den dag tog Michael en rask beslutning, vendte sin bil og kørte tilbage til stedet. Her ringede han 112 og ydede livreddende førstehjælp indtil ambulancen nåede frem.

Poul Erik var en af fire mænd, der tirsdag fik et diplom for heltemodig indsats af politidirektør Frits Kjeldsen. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi.