Lastbil vælter ud over skrænt: Chauffør fanget i førerhuset

En lastbilchauffør har været fanget i førerhuset efter et færdselsuheld tidligere tirsdag på Fyn

En lastbil er tirsdag formiddag kommet galt afsted under et færdselsuheld, hvor dele af det store køretøj er faldet ned ad en skrænt på Turupvej i Glamsbjerg på Fyn.

Under færdselsuheldet er chaufføren blevet fanget i førerhuset, og skulle derfor bruge hjælp fra brandvæsenet til at komme ud.

Både politi-, brand- og redningsmandskab har været på stedet, hvor man har afspærret, så lastbilen på et senere tidspunkt kan bjærges.

På billeder fra stedet kan man nu se, at lastbilen ligger halvt nede ad skrænten, mens førerhuset lige akkurat holder sig oppe på vejen.

Presse-fotos.dk er ikke bekendt med eventuel personskade.

Redaktionen har forsøgt at få en kommentar fra Fyns Politi, men politikredsen er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

SE OGSÅ: TRE PERSONER SVÆRT TILSKADEKOMNE EFTER ALVORLIG FÆRDSELSULYKKE