Langeland: Fløjet til OUH efter drukneulykke

Politi og redningsmandskab er tirsdag eftermiddag rykket ud til en anmeldelse om en mand, som er faldet i vandet ved Ristinge Havn i Humble på Langeland.

Det siger Fyns Politi til Presse-fotos.dk.

– Vi får en anmeldelse om, at en mandsperson er faldet i vandet derude, hvor de har forsøgt at trække ham op, men har haft problemer med det, hvorfor der er blevet sendt den nødvnedige assistance derud – heriblandt en assistancehelikopter, siger Milan Seyfabad, som er vagtchef ved Fyns Politi.

– Redningsmandskabet derude har hurtigt fået manden op af vandet, og han er blevet fløjet til OUH [Odense Universitetshospital red.] i helikopter, siger han videre.

Der er på nuværende tidspunkt ingen oplysninger om mandens tilstand, oplyser vagtchefen.

Politiet skal nu afhøre vidner og efterforske, hvordan manden endte i vandet.

Vagtchefen fortæller, at noget tyder på, at der er tale om et uheld, men at det nu skal fastslås i den videre efterforskning.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 17:16.