Lang kø til drop-in vaccinationer i Tingbjerg

Der var onsdag lang kø ved Tingbjerg Bibliotek, hvor man – udover sine bøger – kunne få et vaccineskud mod coronavirus.

I løbet af sommeren havde Tingbjerg stor succes med drop-in vaccinationer, som hævede antallet af vaccinerede betydeligt. Tingbjerg var på daværende tidspunkt et af de områder, hvor antallet af vaccinerede var lavere end i resten af landet.

Derfor valgte Sundhedsstyrelsen Tingbjerg, som et af 10 områder, som skulle være omfattet af en særlig indsats, som havde til hensigt at få flere til at blive vaccineret.

Resultatet var, at antallet af vaccinerede blev tredoblet i uge 24.

Forsamlingen foran Tingbjerg Bibliotek kunne tyde på, at indsatsen endnu en gang bliver en succes.