Læge afgået ved døden efter knivstik på Holmbladsgade

Den læge, der i sidste uge blev stukket ned på Holmbladsgade i København under et hjemmebesøg, er tirsdag eftermiddag afgået ved døden

Tirsdag den 21. juni omkring klokken 10.00 fik Københavns Politi en anmeldelse om et knivstikkeri på Holmbladsgade på Amager i København.

Her var en 64-årig mandlig læge blevet stukket to gange i brystregionen under et hjemmebesøg hos en 30-årig patient.

SE OGSÅ: KNIVSTIKKERI I KØBENHAVN: MAND I KRITISK TILSTAND

Den 64-årige læge blev hastet på Rigshospitalets Traumecenter og senere lagt i koma. Her til eftermiddag stod det dog klart, at hans liv ikke var til at redde.

Den 30-årige patient er også den formodede gerningsmand. Han blev anholdt af politiet på adressen kort efter knivstikkeriet

Den 30-årige mand blev dagen efter knivstikkeriet fremstillet i grundlovsforhør, hvor dommeren varetægtsfængslede ham i 27 dage i surrogat.

SE OGSÅ: HOLMBLADSGADE: LÆGE STUKKET NED UNDER HJEMMEBESØG

Surrogat betyder i denne sammenhæng, at dommeren har valgt, at varetægtsfængslingen skal ske et andet sted end i et normalt fængsel. Det betyder formentlig, at den 30-årige kommer på en lukket afdeling under socialforsorgen.  

Omkring klokken 20.30 er de første blomster blevet lagt til lægen ved det sted, han blev stukket