En 41-årig kvinde blev lørdag aften sigtet for overtrædelse af knivloven, da hun gik rundt på gaden i Store Heddinge med en stor køkkenkniv.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.
Kl. 23.40 blev en patrulje prajet af flere personer, der gjorde politiets opmærksom på en kvinde, der i Jernbanegade gik rundt med en stor kniv.
Politiet fik kort efter på udramatisk vis kontakt til en 41-årig kvinde fra Store-Heddinge, som havde smidt kniven fra sig inde i en baggård, hvor politiet traf hende.
Der var tale om en køkkenkniv, som hun havde taget fra en bekendts bopæl. Men hun gik rundt med den i det offentlige rum uden noget anerkendelsesværdigt formål – som det hedder.
Politiet sigtede derfor kvinden for overtrædelse af knivloven. Kniven blev efterfølgende leveret retur til rette ejer.