Kvinde redder ung mand fra gaderøveri

Arkivfoto

Natten til mandag stod to unge mænd i metroen og opførte sig mistænkeligt. Derfor henvendte en kvindelig politibetjent, der havde fri, sig til den ene af dem. Her fandt hun ud af, at den unge mand var i gang med at blive røvet af den anden.

Det skriver Københavns Politi på Twitter.

På en ‘diskret måde’ fik betjenten den unge mand til at oplyse, at han var i gang med at blive røvet, og havde brug for hjælp.

LIGE NU LÆSER ANDRE: GRANATLIGNENDE GENSTAND FUNDET VED SLOT: BOMBERYDDERE ER TILSTEDE

Det viste sig, at gerningsmanden havde forsøgt at få offeret til at hæve penge i en automat på Christianshavns Torv. Men det lykkedes ikke offeret at hæve pengene. Derfor tvang den 18-årige gerningsmand sit offer ned til metroen, som havde kurs mod Gammel Strand Metrostation.

Her stod kvindens politikollegaer klar til at tage i mod de to mænd, og den 18-årige blev anholdt.

Politiet har også fundet to hævekort og to rejsekort, som ikke tilhørte manden. Han blev derfor sigtet for fire gaderøverier.

Mandag eftermiddag er han blevet varetægtsfængslet i 24 dage.