En 88-årig kvinde er torsdag død efter en trafikulykke i Sæby, oplyser Nordjyllands Politi til Nordjyske.
Ulykken skete på Frederikshavnsvej, hvor den ældre kvinde kort efter klokken 13 blev ramt af en skraldebil. En læge kunne erklære kvinden død på stedet.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Til Nordjyske fortæller politiets vagtchef Jesper Sørensen, at der er tilkaldt en bilinspektør til ulykkesstedet. Politiet afhører derudover vidner som led i arbejdet med at klarlægge hændelsesforløbet.
En bilinspektør er en teknisk ekspert, som på baggrund af undersøgelser på ulykkesstedet og undersøgelser af de implicerede køretøjer kan bidrage til politiets undersøgelser.