Kvinde holdt fanget i flere døgn: Grusomme detaljer i sagen

En 34-årig mand er blevet varetægtsfængslet i foreløbigt 14 dage ved Retten i Sønderborg i en sag om voldtægt, vold og dødstrusler.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på den sociale platform X.

Manden blev ifølge politiet tilbageholdt af et vidne i Gråsten mandag. Han blev efterfølgende anholdt.

Grundlovsforhøret begyndte tirsdag klokken 14.30.

Efter sigtelsen var blevet læst op ved grundlovsforhøret, blev dørene lukket, skriver JydskeVestkysten.

Det fremgår ifølge mediet blandt andet af sigtelsen, at manden angiveligt har udsat en kvinde for massiv vold i perioden 2. august til 5. august, mens de befandt sig i kvindens bil.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

Politiet skriver i en pressemeddelelse, at det er en kvinde, manden kender. Det fremgår også, at manden er fra Sønderborg Kommune.

Han har blandt andet slået, sparket, bidt og forsøgt at kvæle kvinden, skriver JydskeVestkysten.

Mediet beskriver også, at den 34-årige er sigtet for at tvinge kvinden til analt samleje.

Ifølge sigtelsen skal manden også have sagt til kvinden, at hun kunne vælge mellem at køre frontalt ind i en modkørende bil eller blive stukket ihjel i en skov.

Den sigtedes advokat oplyste ifølge JydskeVestkysten, inden dørene lukkede, at manden nægter sig skyldig.

Han ville gerne afgive forklaring. Men hvordan den lyder, er altså uvist på grund af dørlukning.

Der skal nu foretages afhøringer af andre personer, som den sigtede har udtalt, at han har været sammen med i det pågældende tidsrum.

For blot få dage siden blev en ældre mand dømt i en anden grusom sag, hvor en kvinde også var blevet holdt fanget og mishandlet.