En kvinde har mistet livet under en cykeltur. Et forsøg på livreddende førstehjælp kunne ikke bringe hende tilbage
Midt- og Vestsjællands Politi modtog onsdag klokken 10.36 en anmeldelse om, at en kvindelig cyklist var faldet om ved idrætshallen på A Ladingsvej i Nykøbing Sjælland.
Da politiet og en ambulance kort tid efter ankom til stedet, havde en lokalbetjent allerede hentet en hjertestarter og havde iværksat førstehjælp til den livløse kvinde.
Ikke længe efter ankom også en lægehelikopter, hvor man fik lagt kvinden ind, så hun kunne blive fløjet til hospitalet.
Så langt nåede man dog ikke.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser torsdag i døgnrapporten, at kvinden blev erklæret død i lægehelikopteren.
Hun viste sig at være en kvinde på 81 år.
“Der var ingen mistanke om et uheld, men at kvinden fik et ildebefindende og steg af cyklen før hun faldt om,” oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
De pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet.