07. nov. 2022 - 12:53

Kvinde alvorligt såret efter påkørsel af varevogn – 36-årig sigtet for spirituskørsel



En 75-årig kvinde har netop været involveret i en alvorlig færdselsulykke, hvor hun er blevet påkørt af en varevogn på en gade i København

En 36-årig mand er anholdt og sigtet for spirituskørsel efter at have påkørt en 75-årig kvinde i en varevogn.

Påkørslen skete ved krydset mellem Jagtvej og Nørre Alle i København mandag omkring klokken 12.30.

Københavns Politi oplyser, at den 75-årige kvinde er ved bevidsthed og netop nu modtager behandling på ulykkesstedet.

Politiet er lige nu talstærkt til stede i krydset, hvor man har haft spærret dele af det af.

SE OGSÅ: BREAKING: 24-ÅRIG MAND ANHOLDT FOR DRABET PÅ GRAVID KVINDE I HOLBÆK

OPDATERING KLOKKEN 13.10:

Presse-fotos.dk har nu været i kontakt med vagtchefen hos Københavns Politi, der oplyser, at den 75-årige kvinde er blevet indbragt til hospitalet.

“Kvinden er det, vi vil kalde alvorligt tilskadekommen. Hun er nu kørt på Rigshospitalet, hvor hun modtager behandling,” siger vagtchefen hos Københavns Politi til Presse-fotos.dk.

Er det livstruende skader?

“Det kan jeg som politimand ikke vurdere, så må du have fat i en læge.”

Den 36-årige fører af varevognen er stadig i politiets varetægt.