Kritisk tilstand: 18-årig kravler op på tog og får stærk strøm igennem sig

En 18-årig mand er fløjet til Rigshospitalet i kritisk tilstand efter en ulykke på Kolding Banegård

En 18-årig mand er i kritisk tilstand efter en ulykke på Kolding Banegård tidligt lørdag morgen.

Det fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Morten Jessen.

– Vi får en anmeldelse om, at en 18-årig mand er kravlet op på et tog, der holder på Kolding Banegård.

– I den forbindelse får han stærk strøm igennem sig, fortæller vagtchefen.

Den 18-årige mand er fløjet til Rigshospitalet i København.

– Hans tilstand er pt. kritisk, siger Morten Jessen klokken 05.45.

Vagtchefen ønsker ikke at oplyse, hvor den 18-årige mand er fra, eller om han var sammen med nogle, da ulykken skete.

Den unge mands pårørende er underrettet.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 04.15.

/ritzau/