Kontrollører ville give 76-årig bøde: Han svarede igen med skub og spark

Politiet måtte tirsdag i aktion, da en 76-årig mand blev så vred over at få en bøde i en bybus i Aarhus, at han skubbede og sparkede kontrollørerne.

Et par buskontrollører kontaktede tirsdag kl. 12.02 politiet og forklarede, at de på Vesterbro Torv i Aarhus tilbageholdt en 76-årig mandlig passager, som ikke havde gyldig billet, og som havde været aggressiv over for dem. 

Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Ifølge kontrollørerne var den 76-årige blevet vred, da de ville skrive den ham en kontrolafgift, som bøder i bus, tog og metro officielt hedder.

Den 76-årige skulle have en kontrolafgift, fordi han ikke kunne fremvise billet.

Da kontrollørerne steg af bussen sammen med ham, skubbede han til dem.

Under tilbageholdelsen af manden sparkede han ifølge kontrollørernes forklaring også den ene på benet. 

Da politiet kom frem, blev den 76-årige sigtet for vold mod nogen i offentlig tjeneste. 

Senere samme dag måtte politiet i aktion over for en 17-årig, som heller ikke havde gyldig billet. Han endte med at blive sigtet for fornærmelig tiltale over for politiet og for ikke at ville oplyse politiet, hvem han var.

Det endte han dog med at gøre inde på politistationen. Derefter blev forældrene underrettet.