Kørte bil til to millioner ned ad stentrappe

Vi kender alle til det lillebitte hjerteanfald, man bliver ramt af, når telefonen glider ud af hånden og med skærmen direkte på kollisionskurs med et massivt stengulv

Ovenstående er dog formentlig peanuts i forhold til, hvilket hjerteanslag en Porsche-ejer i Helsingør måtte gennemgå tidligere torsdag.

Hans Porsche 911 Carrera, der har en værdi til omkring 2,1 millioner kroner, kom nemlig på afveje på en stentrappe på Ny Kronborgvej i Helsingør. Undervognen har nok sagt av et par gange og fået nogle ridser.

Falck kom efter det lille uheld til stedet og hjalp bilen op.

”Porschen er på et fejeblad nu og er ved at blive kørt væk. Der stod en masse interesserede og kiggede på,” fortæller Presse-fotos.dks fotograf fra stedet.

Hvis man skal se glasset halvt fyldt i stedet for halv tomt, er man nok bare glad for, at det ikke var den nærliggende mole, som den dyre bil drønede ud over.