Kørte 117 kilometer i timen igennem vejarbejde: Det kan koste 36-årig både kort og bil!

En 36-årig mand risikerer at miste bilen, efter at han natten til mandag kørte med 117 kilometer i timen igennem et område med vejarbejde på Viborgvej i Aarhus.

Den maksimalt tilladte hastighed igennem området med vejarbejde er 50 kilometer i timen.

Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Politiet fik standset manden og sigtet ham for vanvidsbilisme.

Det kan koste bilen og en ubetinget frakendelse af kørekortet – samt en klækkelig bøde.

Der er ikke meldinger om, at nogen skulle være kommet til skade i forbindelse med kørslen.