Kørelærer anholdt: Var fuld under køretime

En kørelærer skal undervise kommende bilister i, hvordan man skal begå sig i trafikken, og at man eksempelvis ikke må sætte sig fuld bag rattet.

Alligevel var det netop en kørelærer, der sent tirsdag aften blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, mens han var i gang med en køretime.

Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport onsdag.

Det var tirsdag klokken 22.17, at bilen med den 54-årige mandlige kørelærer blev standset på Ringboulevarden i Randers NV af en patrulje.

Her blev det konstateret, at kørelæreren havde en promille over det tilladte, og han blev anholdt under kørelektionen.

Det fremgår ikke, hvorfor patruljen valgte at standse bilen, hvad der vakte politiets mistanke mod kørelæreren, eller hvad hans promille blev målt til.

I forbindelse med en anden sag om en fuld kørelærer udtalte politikommissær Jesper Brøndum i 2020 til TV Midtvest, at en kørelærer ikke selv behøver sidde bag rattet for at blive sigtet for spirituskørsel.

Ved de praktiske køretimer, hvor kørelæreren og en elev er ude at køre, har eleven ikke kørekort, og kørelæreren vil dermed blive betragtet som fører af bilen, forklarede han til mediet.

I Danmark er det tilladt at føre et køretøj med en promille op til 0,5. Man kan stadig blive sigtet for spirituskørsel med en promille lavere end det, hvis politiet vurderer, at man er for påvirket til at køre sikkert.

Hvis politiet har en mistanke om, at en person kører fuld, bliver køretøjet bragt til standsning, og vedkommende bliver bedt om at blæse i et alkometer. Det kan vise, om man er påvirket af alkohol.

Er promillen for høj, sigtes man for spirituskørsel, og man bliver taget til en læge eller et sygehus for at få udtaget en blodprøve, som nærmere skal fastlægge, hvor alkoholpåvirket man er.