Københavns Kommune sænker fartgrænsen med ti kilometer i timen

Foto: Google Street View

I første omgang laver Københavns Kommune hastighedszoner på 40 kilometer i timen i Valby og Vanløse

Københavns Kommune sænker fartgrænsen med ti kilometer i timen flere steder i København.

Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

– Vi har i kommunen et stort ønske om at sænke hastigheden på vejene af hensyn til trafiksikkerheden. Samtidig vil det være godt for klimaet og mindske støj og luftforurening, lyder det fra teknik- og miljøborgmester i kommunen Line Barfod (EL) i pressemeddelelsen.

Hastighedsbegrænsningen sker som en del af en forsøgsordning. Københavns Kommune er en blandt 16 danske kommuner, som indgår. Forsøgsordningen gør, at kommunerne kan sænke farten på udvalgte veje.

Sidste år besluttede kommunen, at fartgrænsen skulle sænkes. Det er først i år, at politiet har givet accept som en del af forsøgsordningen.

I første omgang vil kommunen som en del af forsøgsordningen lave hastighedszoner i Valby og Vanløse. I zonerne må bilister maksimalt køre 40 kilometer i timen.

Kommunens plan er inden for de kommende år, at bilister i store dele af byen maksimalt må køre 30 eller 40 kilometer i timen.

Ifølge Line Barfod har Københavns Kommune gode erfaringer med de zoner, hvor hastigheden i forvejen er under 50 kilometer i timen.

– Der er markant færre ulykker og også markant færre alvorlige ulykker især for cyklister og gående. Det ser jeg meget frem til, at vi nu kan udbrede til hele byen over de kommende år, siger teknik- og miljøborgmesteren.

Hos FDM, som varetager bilisters interesser i Danmark, anerkender man, at det er vigtigt med god trafiksikkerhed. Men man undrer sig over, at Københavns Kommune afviger fra forsøgsordningen.

– De ruller det ud på stort set alle veje i kommunen. Det mener vi grundlæggende, er en forkert måde at gøre det på, og heller ikke en måde, som er i den ånd, forsøgsordningen lægger op til, siger chefkonsulent i FDM Dennis Lange.

Dennis Lange påpeger, at de flest ulykker med bløde trafikanter sker ved svingmanøvre og vigepligtsforseelser, hvor hastigheden i forvejen er lav. Han mener heller ikke, at udmeldingen om CO2-udledningen er korrekt.

– Det er faktuelt sådan, at en benzin- og dieselbil forurener mere ved at køre 40 kilometer i timen i stedet for 50 kilometer i timen. Det her kommer til at betyde en øget forurening og ikke en sænkning af forureningen, siger han.

SE OGSÅ: VIDEOMATERIALE FRA PRIVATE FØRTE TIL FUND AF FILIPPA

Ifølge Københavns Kommune viser en undersøgelse fra tre hastighedszoner i perioden fra 2003 til 2011 i det centrale København et fald i antallet af ulykker i zonerne. Tal fra kommunen viser eksempelvis, at antallet af ulykker i Københavns Nordvestkvarter blev reduceret med 49 procent i perioden.

I forhold til begrænsningen af CO2 henviser kommunen til en undersøgelse fra 2018 foretaget i London, Storbritannien.

Den konkluderer ifølge kommunen, at en hastighedsnedsættelse fra 50 til 30 kilometer i timen ikke havde nogen negativ effekt på emissioner men fordele for kørselsmønstre og den partikelforurening, som kan ske ved tæt trafikerede veje.

/ritzau/