Knivstik mod 18-årig og 19-årig: Politiet har anholdt 24-årig mand

Politiet har søndag anholdt en 24-årig mand, som de sigter for forsøg på manddrab mod en 18-årig mand og kvalificeret vold mod en 19-årig mand på Langenæs Allé i Aarhus natten til lørdag.

Politiet forventer at fremstille den 24-årige mand i grundlovsforhør mandag formiddag. Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Søger vidner til voldsomt drabsforsøg

Politiet mistænker den anholdte for at være en af flere personer, der overfaldt de to mænd på Langenæs Allé i Aarhus natten til lørdag. Den 18-årige mand var tidligere i livsfare, men han er nu stabil. Den 19-årige mand pådrog sig overfladiske skader ved overfaldet.

”Det er en ganske alvorlig sag, som vi prioriterer meget højt, og vi har siden anmeldelsen efterforsket sagen intensivt. Vi fik hurtigt mistanke til den 24-årige, som vi har søgt efter flere steder, og efter at vi har haft telefonisk kontakt til ham, mødte han søndag op på politigården i Aarhus, hvor han blev anholdt, ” siger vicepolitiinspektør Thomas Schouby, der opfordrer eventuelle vidner til at kontakte politiet.

LÆS OGSÅ: To knivstikkerier i Aarhus natten til lørdag

”Vi har talt med mange vidner, som har givet brugbare informationer, men vi hører fortsat meget gerne fra personer, som har set noget på gerningsstedet på Langenæs Allé i Aarhus C omkring midnatstid natten til lørdag, ” siger Thomas Schouby i en pressemeddelelse.

Det er Østjyllands Politis opfattelse, at overfaldet natten til lørdag bunder i et opgør i det kriminelle miljø.