Knallertkørsel med over 60 i timen: Politiet skruer op for kontrollen

Videoen viser en politijagt af en knallert i Kolding og et gaderæs i Herlev – videoen har ingen relation til knallertkontrollen i Nordjylland

I relation til den varslede målrettede indsats i næste uge mod unges hasarderet knallertkørsler i Aalborg og omegn, var Nordjyllands Politi onsdag på gaden med knallertkontrol i Aars

Betjente fra Forebyggelse og nærpolitiet i Himmerland foretog onsdag kontrol af knallerter i Aars i Vesthimmerland Kommune.

Her blev tre unge mænd på 16, 17 og 18 år sigtet for at have kørt for hurtigt og på ulovlige knallerter.

Højdespringeren kørte med hele 60 kilometer i timen, da han blev stoppet, fortæller Nordjyllands Politi ifølge Nordjyske.

Politikredsen arbejder for tiden på at få de unge til at forstå farligheden af at køre for hurtigt på knallert.

”Desværre er netop den gruppe unge trafikanter overrepræsenteret i trafikulykker,” siger Mikkel Mitchell, der er politikommissær hos Nordjyllands Politi og tilføjer, at netop hurtig knallertkørsel også giver anledning til utryghed for de lokale borgere.

”Derfor kommer vi også til fortsætter med at gennemføre lignende kontroller i den kommende tid,” siger han.

Mikkel Mitchell har to opfordringer – det gælder både til de unge og deres forældre:

”Lad være – det er for farligt” og ”Tag en god snak ved middagsbordet derhjemme om knallertkørsel og trafiksikkerhed”.

”Vi vil så nødigt skulle ud og banke på hos forældre for at fortælle, at deres søn eller datter er kommet alvorligt til skade i trafikken. Sænker man hastigheden på knallerterne og viser hensyn i trafikken, så bliver trafikken mere sikker og tryg for os alle – og vi minimerer risikoen for, at vi skal ud med en trist og tragisk meddelelse til forældrene,” afslutter Mikkel Mitchell.

SE OGSÅ: NU ER DET NOK: POLITIET VARSLER MÅLRETTET INDSATS MOD HASARDERET KØRSEL

Målrettet indsats i uge 39

I flere uger har Nordjyllands Politi gjort opmærksom på og italesat unges farlige handlinger på knallerter i Aalborg og byerne omkring. Lige lidt har det hjulpet for politikredsen kan konstatere, at anmeldelser om unges hasarderede knallertkørsler på stisystemer og i boligområder stadig fylder godt i indbakken.

”Vi har talt meget om knallerter i den seneste tid. Det håber vi, de unge og deres forældre har bemærket. Og ellers siger jeg det nu: I har hermed én uge til at få gjort jeres knallerter lovlige. For i næste uge laver vi en ekstra kontrolindsats med fokus på knallerter i Aalborg og omegn,” fortæller politikommissær Simon Hjorth Jacobsen fra Nordjyllands Politi – han er leder af forebyggelsessektionen i Aalborg-området.

Det er ved starten af uge 39, at Nordjyllands Politi skruer op for knallertkontrollen i politikredsen.

SE OGSÅ: 52-ÅRIGE MOR DØDE I TRAGISK ULYKKE: ‘MIN KONE VAR ET FANTASTISK, HJERTEVARMT MENNESKE’