Kina er landet på månen

Et ubemandet rumfartøj fra Kina er landet på Månens bagside, melder det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua og Kinas nationale rumfartsadministration (CNSA).

Det landede natten til søndag klokken 00.23 dansk tid, skriver Reuters.

Der er tale om missionen Chang-e-6, som blandt andet går ud på at indsamle jord- og stenprøver fra Månens bagside – det er den del, der permanent vender væk fra Jorden.

Ifølge Xinhua er det første gang, at der vil blive indsamlet prøver herfra.

Xinhua skriver med henvisning til CNSA, at rumfartøjet er landet ved Sydpol-Aitkenbassinet, som er et af de største kratere i vores solsystem.

Rumfartøjet, “Changzheng 5”, som er Kinas største raket, blev opsendt den 3. maj fra en base på øen Hainan.

Under den i alt to måneder lange mission skal rumfartøjets sonde med en boremaskine grave prøverne frem og med en robotarm opsamle og gemme dem.

Når den skal forlade Månen, vil det ligeledes være første gang, at der sker en opsending fra Månens bagside.

Forskere har tidligere sagt, at der er et stort forskningspotentiale på denne side af Månen, fordi kraterne her i mindre grad end på forsiden er dækket af gammelt lava.

De håber blandt andet, at prøver fra bagsiden kan kaste lys over, hvordan Månen blev dannet.

Chang’e-6 er den første af tre kinesiske missioner, som over de næste år skal bane vejen for, at Kina kan gennemføre en bemandet månelanding.

I 2020 lykkedes det ved “Chang’e-5” -missionen at indsamle prøver på forsiden af Månen. Det var første gang i mere end fire årtier, at en sådan indsamling af prøver fra Månen blev gennemført.

Kina iværksatte sin første Chang’e-mission i 2007. Navnet Chang’e stammer fra en månegudinde i kinesisk mytologi.

Den seneste mission er en ny milepæl for Kinas rumprogram.

Landet har over de seneste årtier investeret massivt i en række tiltag i et forsøg på at gøre Rusland og USA’s forspring mindre.

AFP

En gruppe blev i nat hevet ud af en bil og visiteret midt inde i København. Læs den historie og se video her.