Kidnapning og livsfarlig vold i Horsens – 2 anholdt

Tirsdag beskrev vi, hvordan en ung mand var bragt til hospitalet i kritisk tilstand efter massiv vold.
Onsdag har politiet via en pressemeddelse løftet sløret for, at sagen drejer sig om grov vold og kidnapning/frihedsberøvelse. To unge mænd fra Vejle er anholdt i sagen, mens to personer fortsat eftersøges af politiet. Pressemeddelse nederst i denne artikel.

Det var antageligt i bagagerummet på denne bil den frihedsberøvede mand lå

Politiet skriver i deres pressemeddelse følgende:

“De anholdte er en 21 årig og en 29 årige mand, begge fra Vejle. De blev i nat ca. kl. 01.00 og 02.50 anholdt i Vejle og sigtet i sagen. De fremstilles i grundlovsforhør ved retten i Horsens i dag kl. 12.15 og vil blive begæret varetægtsfængslede. Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre under grundlovsforhøret.

Sigtelsen i sagen omhandler grov vold og frihedsberøvelse, idet gerningsmændene, da de kørte fra Sølvgade i Horsens, hvor volden blev udøvet, placerede den 20 årige mand i varerummet af den BMW, som de kort tid efter forulykkede i på Nørretorv i Horsens.

Yderligere to formodede gerningsmænd er identificerede og Sydøstjyllands Politi leder lige nu efter dem. Når de bliver anholdt vil de, som deres medgerningsmænd, blive anholdt og sigtet, samt fremstillet i grundlovsforhør indenfor 24 timer fra anholdelsen.

Efterforskningen efter gårsdagens grove vold mod en 20 årig mand fra Horsens ledte ret hurtigt Sydøstjyllands Politi på sporet af de fire formodede gerningsmænd, bl.a. idet de har relation til den BMW, i hvilken de kørte galt efter voldsudøvelsen. De fire har i øvrigt relation til hinanden.

Da identifikationen var på plads, fortsatte efterforskningen med fysisk at finde de fire yngre mænd. Denne del forsætter som nævnt for de sidste tos vedkommende, en mand på 21 år og én på 24 år, begge ligeledes fra Vejle.

Motivet til hændelsen og udøvelsen af den grove vold er endnu ikke endeligt klarlagt.

I grundlovsforhøret fremstilles endvidere en kvinde på 28 år, også fra Vejle. Hun sigtes for at have hjulpet gerningsmændene på flugt, idet hun hentede dem i bil i Horsens efter voldudøvelsen.

Af hensyn til det kommende grundlovsforhør og den videre efterforskning har Sydøstjyllands Politi aktuelt ikke yderligere oplysninger til offentligheden om sagen.”