Kartoffelchauffør varetægtsfængslet: Læssede kartofler af på Storebæltsbroen

En 57-årig chauffør, der er sigtet for at have læsset kartofler af på Storebæltsbroen, er blevet varetægtsfængslet i 14 dage.

Det fortæller Frederik Hald, der har været anklager ved grundlovsforhøret ved Retten i Svendborg.

Han vil ikke komme nærmere ind på, præcis hvad der er blevet fremlagt af beviser mod den 57-årige, eller hvem politiet mistænker for at være medgerningsmænd.

LÆS OGSÅ: Kartofler på motorvejen: Politiet har anholdt en mand

Ifølge TV 2 erkendte den 57-årige, at der var tale om en bevidst handling. Hans forsvarer skulle have kaldt sagen for politisk.

Chaufføren ønskede, at grundlovsforhøret skulle overværes af pressen.

Anklagemyndigheden bad dog om lukkede døre. Det valgte dommeren at følge.

LÆS OGSÅ: Pas på: Kartofler på motorvejen

Inden dommeren lukkede døren kom det frem, at den 57-årige er sigtet for “at have forvoldt nærliggende fare for medtrafikanter ved at aflæsse en betydelig mængde kartofler på motorvejen på lavbroen og på motorvejen ved Kolding”.

Dette skulle ifølge politiet være sket i forening med endnu ukendte gerningsmænd.

Hændelserne med kartoflerne sker samme dag, som Folketinget har vedtaget et lovforslag, der per 1. januar 2025 pålægger lastbiler en kilometerafgift.

Afgiften kommer til at ligge på omkring 1 krone og 30 øre per kørt kilometer. Den varierer dog alt efter lastbilernes CO2-udledning. De mere klima- og miljøvenlige lastbiler skal betale mindst.

Forud for vedtagelsen af loven har vognmænd demonstreret ved blandt andet at blokere veje og afkørsler.

Flere aktører i vognmandsbranchen har til DR sagt, at de ikke kendte til dagens hændelser, og at de tager afstand det.