En række personer er nu dømt for grove optøjer, hvor blandt andet en ældre dame blev væltet omkuld
Tumult og kaotiske scener udspillede sig på Glostrup Station den 13. maj i fjor, dagen inden at fodboldklubberne Brøndby og FC København tørnede sammen i et lokalopgør på Brøndby Stadion.
Flere personer er løbende blevet dømt, og torsdag er der afsagt endnu en dom mod den række af personer, som er blevet tiltalt på baggrund af politiets efterforskning.
Det drejer sig om et brødrepar – tvillinger på 28 år – fra Københavns Nordvestkvarter og en 25-årig mand fra Valby i København.
Tvillingerne er idømt hver tre måneders fængsel, mens den 25-årige har fået to måneders fængsel, oplyser specialanklager Henrik Uhl Pedersen fra Københavns Vestegns Politi. Dommen er afsagt ved Retten i Glostrup.
Nogle vil måske huske optagelser fra slagsmålet på Glostrup Station, som blev vist i flere medier. Her så man, hvordan en ældre kvinde skubbes omkuld, da hun bliver fanget i et inferno af slagudvekslinger og fyrværkeri på perronen.
Siden har politiet rejst sigtelser mod en lille snes personer, og der er blevet idømt både betingede og ubetingede straffe.
De tre københavnere er dømt efter straffelovens bestemmelse om grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden, i og med de var del af den gruppe personer, som deltog i masseslagsmålet.
Konkret er de dømt for på stationen at have overfaldet en brøndbyfan, som de holdt fast og sparkede. Det foregik i ledtog med tre personer, som det ikke er lykkedes for ordensmagen at finde frem til.
De var også tiltalt for at have kastet et nødblus mod en gruppe brøndbyfans uden at ramme nogen – forsøg på grov vold, mente anklagemyndigheden. Men retten fandt det ikke tilstrækkeligt bevist, at de tre stod bag og valgte at frifinde dem.
Episoden på Glostrup Station er blot én af en række episoder i de senere år med voldelige sammenstød i det offentlige rum i forbindelse med optakten til eller afviklingen af fodboldkampe mellem Brøndby IF og FC København.
/ritzau/