Kaldt til brand på skole: Låge til brandvej var for smal!

Brandvæsenet fik sig en ubehagelig overraskelse, da de ville køre ad brandvejen ind til Tovshøjskolen på Janesvej i Brabrand, hvor der var melding om brand.

Et byggefirma er i gang med at bygge skolen om. Og i den forbindelse har de lavet en låge til brandvejen, der er en halv meter for smal til, at brandkøretøjerne kan komme frem.

Lågen skal være tre og en halv meter bred. Men den er kun tre meter bred. Det betød umiddelbart, at kun ambulancerne kunne komme frem.

I det konkrete tilfælde viste det sig ikke at være et stort problem, fordi det viste sig at være en brand i noget tagpap, som nogle taglæggere har arbejdet med på grund af ombygningen.

LÆS OGSÅ: Field’s: Trippelmorder slipper måske for fængsel

“Og den brand var næsten slukket, da vi nåede frem,” fortæller Brian Arendtsen, operationschef i Østjyllands Brandvæsen, til presse-fotos.dk

Når det gælder den for smalle indgang, tager operationschefen det nogenlunde roligt.

“Det lykkedes os trods alt at komme frem. I det omfang det her er et problem, tager vi den med skolen og med byggeselskabet,” siger Brian Arendtsen.