Kæmpe problem: Ingen kan blive testet i Copenhagen Medical testcentre i øjeblikket

Folk venter ude i kulden foran Copenhagen Medical i Esbjerg.

Et netværksproblem har ramt Copenhagen Medical, der har 35 testcentre rundt omkring i Danmark. Ingen kan derfor blive testet i de pågældende centre, indtil netværksproblemet et løst.

Ifølge presseansvarlig for Copenhagen Medical, Trine Baadsgaard, er det et datacenter, der er ansvarlig for problemet, som er opstået på lillejuleaften. Og det er derfor ude af deres hænder at løse problemet.

“Problemet gør jo, at man lige nu ikke kan blive testet i nogen af vores centre,” siger Trine Baadsgaard til Presse-Fotos.dk.

Danskere, der er mødt op til de mange testcentre rundt i landet, bliver lige nu afvist i dørene. De må derfor enten vente udenfor, med forhåbning om at it-problemet snart bliver løst, eller forlade og komme tilbage senere på dagen eller juleaftensdag.

Copenhagen Medical har desværre ingen tidshorisont for, hvornår testcentrene er oppe og køre igen.

Testcenteret i Fælledparken i København er også påvirket af den tekniske fejl.