Kæmpe flammer står ud af sommerhus!

Fredag morgen står meterhøje flammer ud af et sommerhus i Drøsselbjerg tæt på Slagelse

Fredag ved 8-tiden er brandvæsenet sammen med Midt- og Vestsjællands Politi til stede på Klingevænget i den vestsjællandske by Drøsselbjerg, da et sommerhus er i brand.

Presse-fotos.dks fotograf befinder sig også på adressen.

“Branden er meget voldsom med tre meter høje flammer. Den er startet i carporten og har bredt sig til stuehuset. Man kan se røg omkring to kilometer der fra, og jeg kunne se flammerne fra en kilometer,” fortæller han.

OPDATERING 09.30:

Presse-fotos.dks fotograf meddeler nu, at brandvæsenet har fået kontrol over flammerne.

“De har hurtigt fået branden under kontrol. Så vidt jeg kan forstå, er ingen mennesker kommet noget til. Jeg har hørt politiet tale om, at det muligvis er aske fra en brandeovn, der har startet branden, men det er ikke bekræftet,” fortæller fotografen.

Presse-fotos.dk har forsøgt at få en kommentar fra Midt- og Vestsjællands Politi, men det har ikke været muligt.

SE OGSÅ: UNGE TERRORISERER BOLIGKVARTER: “DE SMIDER RAKETTER OP PÅ ALTANERNE”

OPDATERING KLOKKEN 10.04

Branden er nu meldt helt slukket.

“Brandvæsenet fik heldigvis reddet meget af huset. Carporten, hvor branden startede, brændte helt ned til grunden, men det meste af huset blev reddet, selv om der er sodskader – og så har brandvæsenet været nødt til at pille taget af for at kontrollere, at alt var slukket,” fortæller Presse-fotos.dks fotograf.

“Ejeren af huset stod meget chokeret og talte med politiet, men hun er vist ikke kommet til skade. Der har heller ikke været nogen ambulance herude.”

Brandvæsenet er ved at pakke sammen nu, og skadeservice er ankommet til adressen.

Anmeldelsen indløb klokken 07.57.