Kæmpe drama i København – 15 ambulancer haster ud til masse kaos

50 borgere er blevet behandlet af akutberedskabet til halvmaraton, hvor flere er faldet om af dehydrering

Halvmaratonløbet søndag i København udviklede sig mere kaotisk end ellers. Flere deltagere drattede om på grund af overbelastning eller dehydrering.

Omkring 50 borgere blev behandlet af akutberedskabet ved afviklingen, hvor også Hovedstadens Beredskab blev kaldt ind som assistance.

Det oplyser Region Hovedstadens Akutberedskab i en mail.

Konstitueret direktør i beredskabet Thomas Reimann siger i et skriftligt svar, at situationen har været atypisk i forhold til tidligere år.

– Under dagens afvikling af Copenhagen Half Marathon udviklede situationen sig således, at der var usædvanligt mange hændelser med deltagere, der blev dårlige og havde brug for hjælp, siger han.

Akutberedskabet bad om assistance fra Hovedstadens Beredskab og arbejdede med cirka 15 ambulancer i området samt tre akutlægebiler.

Vagtchefen hos Hovedstadens Beredskab Martin Kjærgaard oplyser, at man var tilstede med 30 til 35 beredskabsfolk som kunne assistere.

– Et lægetelt ved målområdet blev lagt ned af patienter, derfor måtte vi hjælpe til. Vi havde mange faglige kompetente i vores brandbiler, siger han.

Han oplyser, at mandskabet søndag eftermiddag stadig er til stede, men der kommer ikke flere patienter ind på nuværende tidspunkt.

Sparta Løb og Atletik står bag halvmaratonløbet i København, og administrerende direktør Dorte Vibjerg forklarer de mange hændelser med et varmere vejr end normalt.

– Der har ikke været nogen alvorlige eller kritiske situationer, men der har været rigtig mange. Så der har været lidt ventetid på at nå ud til de løbere, der har været dårlige, siger hun.

Dorte Vibjerg siger, at den situation, der har udspillet sig søndag, er svær at forberede sig mere på, end de allerede har.

– Nogle af de parametre vi vil kigge på på sigt, det er starttidspunktet. Vi starter først klokken 11, og så bliver det varmt hen over eftermiddagen.

– Med de klimaforandringer, vi har, så er det bare varmere på denne her årstid, hvor vi har det her arrangement. Så det er klart, det er sådan nogle ting, vi skal ind og kigge på nu fremadrettet, siger hun.

/ritzau/