Kæmpe brand i villakvarter: Mindst fem brandbiler rykker ud

Politi og brandvæsen er netop nu til stede i et villakvarter i Nordjylland, hvor en villa og en garage har været i brand

Nordjyllands Beredskab er tirsdag eftermiddag klokken 15.08 rykket ud til Birkemosevej i Overlade, der ligger ved Limfjorden.

Her er brandvæsenet hastet ud efter en anmeldelse om brand i en garage.

‘Melding er en totalt overtændt garage, som ligger lige op ad villa,’ lød meldingen på, da brandvæsenet var på vej ud mod branden.

Kort tid efter var man på stedet med mindst fem udrykningskøretøjer.

Her kunne man hurtigt konstatere, at flammerne fra garagen havde fået fat i villaen. Samtidig var der også fare for et nabohus.

SE OGSÅ: BOMBE SPRÆNGER I HAVE: BORGER HAVDE BRAGT DEN MED HJEM FRA SKOVEN

Klokken 15.50 blev branden meldt under kontrol af beredskabet.

‘Dog er der ild i naturgas ledningen ind til huset. Vi venter på Gasselskabet kommer og hjælper med og lukke for gasforsyningen,’ oplyste Nordjyllands Beredskab i den forbindelse.

Presse-fotos.dks udsendte oplyser, at garagen er total udbrændt, mens der er sket store skader på villaen.

Der er ikke meldinger om, at nogen personer er kommet til skade.

Nordjyllands Politi skal nu arbejde på at opklare brandårsagen.