Israelsk militær dræber 17-årig dreng i flygtningelejr

Arkivfoto

Israelsk militær har mandag dræbt en 17-årig dreng under en militæroperation i flygtningelejren Aqabat Jabr nær byen Jeriko på Vestbredden.

Det oplyser Det Palæstinensiske Selvstyres sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

Seks andre blev såret i forbindelse med militæroperationen. Af dem er tre i kritisk tilstand.

Ifølge Israels militær affyrede de israelske soldater skud, efter at de selv var blevet angrebet af skud i flygtningelejren.

Ingen soldater kom til skade ved hændelsen.

Tre personer bliver tilbageholdt af militæret.

Jeriko ligger nord for Det Døde Hav tæt på grænsen til Jordan.

Siden nytår har 101 palæstinensere mistet livet i forbindelse med den israelsk-palæstinensiske konflikt.

På den anden side er 19 israelere, en ukrainer og en italiener blevet dræbt i samme periode.

Det viser en sammentælling, som AFP har lavet på baggrund af oplysninger fra officielle kilder på både den palæstinensiske og israelske side.

Tallene omfatter både militante og civile og – på den israelske side – tre medlemmer af det arabiske mindretal i Israel.

Israelsk militær gennemfører jævnligt operationer på Vestbredden. Det sker ofte med det formål at pågribe personer, som Israel mistænker for på den ene eller anden måde at være involveret i terroraktiviteter.

Vestbredden har været besat af Israel siden seksdageskrigen i 1967.

Dele af Vestbredden har siden midten af 1990’erne dog været under palæstinensisk kontrol, mens andre dele er under fuld israelsk kontrol.

Endelig er der områder, som administreres af Det Palæstinensiske Selvstyre, men hvor ansvaret for den militære kontrol ligger hos Israel.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har der mandag været israelske militæroperationer adskillige steder på Vestbredden.

Blandt andet i Betlehem, hvor en 20-årig palæstinensisk mand blev alvorligt såret tidligt mandag morgen ifølge det palæstinensiske sundhedsministerium.

Mindst 17 er blevet anholdt i forbindelse med de israelske militæroperationer på tværs af Vestbredden mandag morgen og formiddag.