Indbrud: 26 kanariefugle stjålet

Ved et indbrud i et kolonihavehus i Aalborg er 26 kanariefugle blevet stjålet. Det skriver Nordjyllands Politi i sin døgnrapport.

Mellem torsdag og fredag i sidste uge blev der i forbindelse med et indbrud i et kolonihavehus stjålet 26 kanariefugle. Kolonihavehuset er placeret på Hjortevej i Aalborg SV.

Gerningsmanden kom ind i kolonihavehuset via en ulåst havelåge, og fugleburet kunne åbnes via låsemekanismen. Da ejeren af kolonihavehuset opdagede indbruddet, stod buret tomt.

Har du set noget mistænkeligt på gerningstidspunktet i området? Ring til politiet på 114, så kanariefuglene kan komme hjem igen.