Brandulykke: Antænder ild i kvinde

Illustrationsfoto

En kvinde er blevet bragt på hospitalet i en ambulance og indlagt, efter der gik ild i hende på et plejehjem

En 81-årig kvindelig plejehjemsbeboer på et plejecenter på Anlægsvej i Struer er torsdag aften blevet bragt på sygehuset i Gødstrup, hvor hun er blevet behandlet for brandskader.

Det skriver mediet Holstebro-Struer Dagbladet.

Hændelsen skete, da kvinden, der sidder i kørestol, om aftenen kort efter klokken 23 skulle have en cigaret.

Den tabte hun ned i skødet, så der gik ild i hendes tøj.

Flammerne nåede at få fat og udvikle sig, oplyser betjent fra lokalpolitiet i Holstebro Knud Lauridsen.

“Det kunne være endt helt galt. Men personalets hurtige indsats betød, at kvinden slap med brandsår på underkroppen. Der er grund til at rose den hurtige indsats,” fortæller Knud Lauridsen til Holstebro-Struer Dagbladet.

Kvinden er fredag stadig indlagt til behandling for sine skader.