IKEA åbner ny afdeling i dansk by

Foto: IKEA

IKEA åbner om få uger en spritny afdeling i Danmark. Det kommer til at ske den 22. marts, hvor en ny forretning slår dørene op

Mandag middag har den svenske møbelgigant IKEA offentliggjort en pressemeddelelse om datoen for åbningen af en helt ny afdeling i Danmark.

“Den 22. marts slår vi dørene op, og vi glæder os rigtig meget til at byde midtjyderne velkommen. Det bliver en stor dag for os, og vi håber, at kunderne vil tage godt imod os,” siger Tanja Fröhlich, der er varehuschef i IKEA Aarhus.

Den helt nye IKEA kommer til at ligge i Herningcentret og bliver ikke ligesom de klassiske IKEA-varehuse, der blandt andet ligger i Taastrup, Gentofte og København.

I stedet bliver afdelingen et showroom i konceptet Plan and order point, hvor man kan få tips og tricks til indretningen og samtidig bestille varer.

“Med en god placering tæt på den midtjyske motorvej og gode muligheder for offentlig transport har HerningCentret årligt 3,7 mio. besøgende fra nær og fjern. Det nye showroom skal derfor gøre IKEA mere tilgængelig og fleksibel for kunder i hele Midtjylland,” lyder det fra IKEA i en pressemeddelelse.