Igen: Kæmpe affaldsballoner sendt ind over land

Nordkorea er igen begyndt at sende balloner fyldt med affald over grænsen til Sydkorea.

Det melder regeringsrepræsentanter og medier i Sydkorea søndag.

Tiltaget kommer, efter at Nordkorea sidste uge sendte hundredvis af balloner med affald og afføring ind over Sydkorea.

Nordkorea lovede at genoptage ballonstuntet, hvis ikke Sydkorea stopper med at sende antinordkoreanske flyveblade over grænsen.

Adskillige balloner er blevet fundet i Sydkorea i hovedstaden Seoul og områder nær grænsen i løbet af natten og tidligt søndag.

Sydkoreas militær advarede sent lørdag om, at Nordkorea ville sende flere balloner.

Ballonudvekslingerne har gjort forholdet mellem Syd- og Nordkorea endnu værre.

Hændelserne fik tidligere på ugen præsident i Sydkorea, Yoon Suk-yeol, til endeligt at annullere en aftale mellem Nord- og Sydkorea om militær deeskalering fra 2018.

Nordkorea sendte i første omgang ifølge landet selv balloner med 15 ton affald til Sydkorea.

Sydkoreanske aktivister har i løbet af ugen sendt 200.000 flyveblade, 5000 USB-drev med K-pop og tv-programmer samt tusindvis af en-dollar-sedler over grænsen til Nordkorea.

I visse tilfælde har Nordkorea tidligere nedskudt de sydkoreanske balloner.

Flere eksperter har vurderet, at det er bevis på, at Nordkorea betragter ballonernes indhold som en alvorlig trussel mod regimets evne til at kontrollere landets befolkning.

Den sydkoreanske regering har varslet et modsvar på de nordkoreanske balloner, hvilket kan omfatte, at landet opstiller højttalere med antinordkoreanske udsendelser ved grænsen.

Reuters

En ung mand afgik natten til søndag ved døden på Frederiksberg i København. Han faldt ud af et vindue under det, der lignede en privatfest. Læs den historie her.