Hvem er han? Slog ældre kvinde ned og forsøgte at stjæle hendes cykel

Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

Politiet offentliggør nu et billede af en mand, som de mistænker for søndag at have overfaldet en ældre kvinde og efterfølgende forsøgt at stjæle hendes cykel.

Kvinden er kommet alvorligt til skade og er indlagt på sygehuset. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det kriminelle forhold fandt sted søndag kl. 11.15 på Nørremarksvej ved krydset til Seminarievej i Ribe.

En 73-årig kvinde cyklede frem mod et lyskryds, hvor hun blev overfaldet af en ukendt gerningsmand.

Kvinden blev væltet af cyklen og faldt til jorden, hvorefter gerningsmanden forsøgte at køre væk på cyklen, som dog var gået så meget i stykker ved overfaldet, at den ikke længere kunne køre.

Gerningsmanden forlod derefter stedet til fods i sydlig retning.

Signalementet lyder:

  • Mand
  • Muskuløs
  • Tatoveret på begge underarme og lægge
  • Hanekam-lignende frisure og kort, sort skæg
  • Var iført lyseblå kasket, sort T-shirt, sorte knælange shorts samt gule og sorte sko
  • Talte til kvinden på dårligt engelsk

Politiet ønsker at komme i kontakt med borgere, der genkender gerningsmanden.

Politiet ønsker desuden at komme i kontakt med vidner, der har overværet overfaldet eller som muligvis kan have lagt mærke til gerningsmanden på gerningstidspunktet.

Ser man gerningsmanden, skal man ikke selv tage kontakt, men kontakte politiet på telefon 1-1-4.