Hus sprunget i luften: Formentlig eksplosion i gasgrill

Der er sket en voldsom gaseksplosion ved et hus i Rudkøbing omkring klokken 10 torsdag formiddag.

Det fremgår af meldingen fra Fyns Beredskab.

En del af huset er styrtet sammen efter den voldsomme eksplosion, fortæller Bent Hansen, der er nabo til huset.

Bent Hansen var på vej ned med avisen til en anden beboer på vejen, da eksplosionen skete.

“Jeg havde lige taget støvler på og var på vej ud af døren, og så lige pludseligt så lød der bare et ordentligt brag og jorden rystede,” siger Bent Hansen.

“Jeg tænkte, hvad fanden sker der? Er der nogen, der er kørt ind i huset?”

Bent Hansen gik ud på gaden for at finde ud af, hvad der var sket. Her var andre naboer begyndt at stimle sammen, og hurtigt kunne de se, at naboens tilbygning var styrtet sammen, og at der lugtede af gas.

“Da vi så kom ud på gaden, så kunne vi jo se, at det hele var styrtet sammen.”

Ifølge Bent Hansen var det en gasgrill, som havde været tændt, der var blevet antændt af en gnist, da naboen gik i nærheden af grillen.

Oplysningerne er dog ikke bekræftet af politiet eller beredskabet.

Naboen er blevet forbrændt efter eksplosionen og taget med på sygehuset.