Hunderedning i Hundested: Sad fast ved busk over en skrænt

Beredskabet har torsdag været kaldt ud til Kærmindebakken i Hundested, efter de modtog en anmeldelse om, at en hund sad fast i en busk ud over en skrænt.

Det oplyser Frederiksborg Brand & Redning til Presse-fotos.dk.

– Det er vores folk fra Hundested, som har været derude for at assistere i forbindelse med en hund, som ikke selv kunne komme op af skrænten, siger Søren Vigge Ovesen, som er vagthavende indsatsleder ved Frederiksborg Brand & Redning.

Hunden er sluppet uskadt, efter den fik hjælp af de fremmødte beredskabsfolk.

– Det var helt udramatisk, og hunden er i fuld vigør, oplyser indsatslederen.