
En hundelufter slog natten til tirsdag alarm, da personen så, at der var brand i en bygning i Aalborg
Man kan takke en hundelufter for, at det ikke gik mere galt under en brand på Skudehavnsvej i Aalborg natten til tirsdag.
Hundelufteren så klokken 00.47, at der var brand på Skudehavnsvej 13 og kort efter var brandvæsenet på stedet.
“Da vi kom, brændte der op ad facaden og oppe i taget. Det er træ udvendigt og tagpap, så det brændte lystigt. Vi kunne se, at der var hul igennem konstruktionen, så det brændte både indvendigt og udvendigt,” siger indsatsleder Anders Brosbøl til Nordjyske.
SE OGSÅ: 48-ÅRIG DRÆBT I KØBENHAVN: MAND ANHOLDT I LUFTHAVNEN
Røgdykkere blev indsat for at kontrollere, om der var personer i bygningen.
Men meldingen lød ikke længe efter, at det ikke var tilfældet.
Branden blev slukket, inden bygningen overtændte fuldstændig.
Skudehavnsvej 13 tilhøre Aalborg Kommune, og flere ungdomspartier har adresse på stedet.
Der er på nuværende tidspunkt ikke nogen oplysninger om brandårsagen.


