24. okt. 2023 - 11:48

Zoo frygter: De er alle døde



Arkivfoto

Zoo frygter, at alle klokkefrøer er døde, efter at weekendens storm og oversvømmelser har ødelagt vigtige vandhuller for den truede og fredede frø.

Det skriver Zoologisk Have i København i en pressemeddelelse.

– De bedste vandhuller, hvor klokkefrøerne lever, er fuldstændig oversvømmet og fyldt med havvand, som er livsfarligt for dem. Jeg tror desværre, de alle er døde, siger dyrepasser og projektleder Lene Vestergren Rasmussen fra Zoologisk Have København i pressemeddelelsen.

Zoo har gennem de seneste 20 år arbejdet på Hjortø i det Sydfynske Øhav for at redde bestanden af den – for økosystemet – vigtige frø fra at uddø.

Men nu ser det ud til, at weekendens storm og oversvømmelser har ødelagt 20 års arbejde for naturbevarelse på Fyn.

– Siden vi startede på dette projekt for cirka 20 år siden, har klokkefrøen ikke haft brug for vores hjælp. Det har den nu, lyder det fra Lene Vestergren Rasmussen om klokkefrøen, hvis kvækken lyder som en lille klokke.

Lene Vestergren Rasmussen har dog ikke tænkt sig at give op.

– Bestanden skal jo op at køre igen. Det er der ingen tvivl om. Heldigvis har vi i vores avlscenter i Zoo frøer fra Hjortø-bestanden, som kan indgå i arbejdet med at få genoprettet noget af det ødelagte, siger hun.

– Lige nu er planen, at man vil forsøge at pumpe vandhullerne fri for havvand, så de kan blive fyldt op med rent regnvand og gøre området beboeligt igen, siger Lene Vestergren Rasmussen.

Klokkefrøen er totalfredet i Danmark, hvilket vil sige, at den ikke må indsamles, hverken som æg, larve eller voksen, medmindre der er givet tilladelse fra Naturstyrelsen.



ANDRE LÆSER OGSÅ

VI ANBEFALER