Traditionen tro vil politiet være massivt til stede i anledningen af derby-opgøret mellem FCK og Brøndby.
Det fortæller politichef ved Københavns Politi, Peter Dahl, til B.T.
“Vi er massivt til stede. FCK-Brøndby er jo en stor politiaktion de gange om året, hvor de mødes. Det er jo to fangrupper, der virkelig ikke kan lide hinanden, med to store hooligan-fraktioner. Typisk starter de et døgn i forvejen med at angribe hinandens klubhuse. Så det er bare en stor politioperation for os.”, fortæller vagtchefen til mediet.
LÆS OGSÅ: POLITI VIL TILBAGEHOLDE FCK-FANS EFTER DERBY
Grundet de mange spændinger og problemer med fans på hver side af opgøret, vil kampen blive fløjtet i gang klokken 12. Tidspunktet er blandt andet besluttet efter ønske fra politiet, fordi ordensmagten vil have dagslys mindst to timer efter et derbyopgør mellem de to klubber.
“Det er som sådan ikke noget nyt. Det har været et krav fra vores side igennem mange år, at når FCK og Brøndby skal mødes, så har vi et ønske om, at der minimum er to timers dagslys efter kampen. Det gør, at vi kan finde ud af, hvor ballademagerne er henne samt dokumentere de uroligheder, der ganske ofte er efter disse kampe,” forklarer Peter Dahl.
Der vil også være skærpet strafzone omkring Parken, som betyder, at straffen kan stige til de dobbelte for visse typer af kriminalitet.
LÆS OGSÅ: DE ER PÅ VEJ TIL SÆSONENS FØRSTE DERBY: FCK-FANS MARCHERER MOD BRØNDBY STADION
“Det er et meget konkret tiltag, men den hårde kerne af fans er nok ligeglade med, om det hedder 14 eller 28 dages fængsel. Men hvis vi bare kan få nogle af dem i den ‘grå masse’ til at synes, det ikke er attraktivt at være med, så kan vi målrettet ramme dem, der laver ballade,” fortæller Peter Dahl til mediet.
Presse-fotos.dk vil som altid opdatere med nyheder og billeder fra opgøret dagen igennem.