Chok på parkeringsplads: Kæmpe slange fundet i bildæk

En bilejer gjorde et chokerende fund på Vestegnen, da han pludselig så en sort slange sno sig ud af bildækket på sin bil. Ejeren af slangen har brugt flere måneder på at lede efter sit kæledyr og er nu lykkelig over, at have den sorte mexicanske kongesno tilbage.

For over to måneder siden forsvandt en slange fra sit terrarie, hvor den havde boet i flere år. Fra den ene dag til den anden var slangen sluppet ud og forsvundet – siden har en intens jagt været i gang for at få det lange kæledyr hjem.

“Jeg har virkelig været stresset og bekymret i al den tid, hvor min slange har været væk. Vi har prøvet alt fra at hælde kartoffelmel ud i værelserne til at tale med clairvoyanter for at finde den”, fortæller den lykkelige ejer til Presse-fotos.dk.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Nyheden om den forsvundne slange spredte sig hurtigt til naboerne, som alle var bekymret for, at den ville dukke op hjemme hos dem.

Et hold af ejerens venner har også været på besøg, hvor man har endevendt stedet i et forsøg på at finde den sorte kongesno.

“Efter dens forsvinden har vi samlet et hold, der har flyttet sofaer, senge og loftplader for at finde mit kæledyr – men uden held”, fortæller ejeren.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Ejeren af slangen har gjort alt for at få sit kæledyr hjem. Blandt andet er det blevet lagt kartoffelmel ud på gulvtæppet i tilfælde af, at slangen skulle komme ud ad sit skjul i nattens løb og lave spor i melet.

Den mexicanske kongesno har været vant til at blive fodret én mus om ugen. Derfor var det et kapløb mod tiden, da der kunne være risiko for, at slangen ville dø af sult.

Derfor var håbet også ved at rinde ud, da der var gået mere end en måned og der fortsat ikke var noget tegn på, at slangen kunne befinde sig på adressen.

“Jeg var nervøs for, at den var kommet udenfor, da den har svært ved at overleve i kolde temperaturer. Den har en varmeplade i sit terrarie, som gør, at den hele tiden opholder i sig varmen”, lyder det fra ejeren.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Den mexicanske kongesno får én mus om ugen og den optøede mus forsvinder hurtigt efter den bliver lagt ned i terrariet.

Chokeret nabo fandt slangen i sin Mercedes

Efter lidt over to måneder var der stadig ingen, der kunne finde den sorte sno. Derfor havde ejeren forberedt sig på, at han nok aldrig ville blive forenet med sit kæledyr, som han har haft siden han var en ung dreng.

Men i fredags kom naboen med den gode nyhed om, at slangen var blevet set et meget usædvanligt sted.

“Han fortæller mig, at min slange er på vej ud af hans bildæk. Jeg kan næsten ikke tro det og jeg styrter ud for at se, om det virkelig passer”, fortæller ejeren af den sorte sno til Presse-fotos.dk.

Men da ejeren står og kigger på sin savnede ven, går det op for ham, at han ikke har noget med, som han kan tage slangen med i.

Derfor løber han op igen, hvor han finder en tom papkasse og styrter ned til parkeringspladsen.

“Pludselig slog det mig, at den nok er lidt hidsig eftersom den ikke har spist i al den tid, den har været væk. Derfor er jeg meget påpasselig med at samle den op med mine bare hænder, som jeg ellers har været vant til”, lyder det fra den lettede ejer.

Nu er slangen tilbage i sine vante omgivelser og har fået mus nok til at kunne holde sig endnu en uge, hvor det igen er tid til at spise.