Hovednavn aflyser Roskilde Festival: Nu er erstatning fundet

Orange Scene på Roskilde Festival

Godt tre uger inden start har Roskilde Festival fundet afløser for Kali Uchis aflyste koncert

Lidt over tre uger inden Roskilde Festival skydes i gang, har festivalen fundet en erstatning for den amerikanske sanger Kali Uchis.

Den britiske popsanger Charli XCX skal erstatte den 29-årige amerikaner. Det skriver festivalen på sin hjemmeside.

Roskilde Festival stod over for en udfordring, da Kali Uchis, der var en af festivalens hovednavne, i maj aflyste sin koncert.

Aflysningen skyldtes problemer med planlægningen.

Charli XCX, der særligt er kendt for sit nummer “Boom Clap”, skal spille på scenen Arena om aftenen fredag den 5. juli.

Omrokeringen på plakaten har også rykket rundt på andre dele af programmet.

Den amerikanske rapper Sexyy Red får et nøk op. I stedet for at skulle optræde på Arena skal hun nu indtage festivalens største scene, Orange, fredag den 5. juli klokken 18.

Publikum, der står klar foran Arena fredag aften, kan formentlig glæde sig til at høre en række nye numre fra det nye hovednavn Charli XCX.

Allerede på fredag udgiver sangerinden et nyt album. Albummet “Brat” er hendes sjette i rækken.

Sidste uge kunne festivalen meddele, at alle partoutbilletter er blevet udsolgt.

Der er stadig få billetter til onsdag og torsdag, mens billetter til fredag og lørdag er udsolgt.

Festivalen opfordrer til, at man bliver frivillig på festivalen, hvis ikke man har nået at købe en billet. Vil man forsøge at købe en billet af en anden privatperson, skal man bruge TicketMaster og dennes ordning om gensalg.

Roskilde Festival finder i år sted fra den 29. juni til den 6. juli. Musikken på festivalpladsen begynder onsdag den 3. juli og varer frem til lørdag den 6. juli.

/ritzau/