Havde stoffer i bilen og udgav sig for at være en anden

Torsdag aften kom en patrulje fra Østjyllands Politi kørende på Rosenhøj Bakke i Viby, da de klokken 23:22 slog nummerpladen på en modkørende bil op i deres systemer. Her kunne de se, at ejeren af bilen var frakendt kørekortet, hvorfor de vendte rundt for at få bilen standset, skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Bilisten holdt ind til siden og begyndte at gå fra stedet, selvom betjentene flere gange råbte, at han skulle blive ved bilen. Til sidst lykkedes det betjentene at få manden til at standse. Da manden var standset, bad betjentene om at se mandens kørekort. Manden fortalte, at han desværre havde glemt kørekortet derhjemme. Han gav dem til gengæld navn og cpr-nummer og forklarede, at han ikke var ejeren af bilen.

Betjentene mistænkte dog, at manden talte usandt. Derfor stillede de manden nogle kontrolspørgsmål om hans adresse og familie. De spørgsmål havde manden vanskeligt ved at svare på. Da manden også lugtede af hash, valgte patruljen at visitere ham.

I lommen fandt betjentene noget ID på en 21-årig mand, som er identisk med bilens ejer. Og da betjentene slog ham op i systemet, kunne de fastslå, at den 21-årige rigtig nok var den mand, de stod med.

Den 21-årige blev derfor sigtet for kørsel i frakendelsestiden og for falsk anklage ved at have udgivet sig for at være en anden person. Samtidig fandt betjentene flere poser med skunk og hash under ransagningen af mandens bil, hvorfor han også blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

Under anholdelsen gjorde den 21-årige kraftigt modstand, og det fik han også en sigtelse for.