Har du vundet 5,8 millioner? Danske Spil har ikke været i kontakt med vinder

Foto: Danske Spil

En dansker har fredag aften vundet milliongevinst i en Eurojackpot-trækning. Danske Spil har endnu ikke været i kontakt med personen

En heldig dansker fra Slagelse Kommune vandt i aftes 5,8 millioner kroner ved en andenpræmie i trækningen af Eurojackpot.

Sydvestsjællænderen spillede med online og ramte 5+1 tal, hvilket giver en gevinst på 5.773.794 kroner, da andenpræmien også blev vundet af to andre europæere.

Danske Spil har endnu ikke været i kontakt med vinderen, men ønsker et stort tillykke til vedkommende.

”Det er en stor glæde at være med til at dele gevinster ud til heldige danskere, og vi bliver i Danske Spil glade hver eneste gang, der bliver vundet en gevinst i vores lotterier. Også selvom det sker hver evig eneste uge. Vinder man et større beløb hos os, bliver man tilbudt særlig rådgivning, så vi sikrer, at man får en god start på livet som millionær – eller mangemillionær,” siger Malene Mølgaard, som er adm. direktør i Danske Lotteri Spil.

SE OGSÅ: BREAKING: F-18-JAGERFLY STYRTER NED

Der var ikke nogen vindere af førstepræmien i aftenens trækning. Derfor stiger puljen ved tirsdagens Eurojackpot til 253 millioner kroner.

Både spillere i Finland, Slovenien, Holland, Estland, Tyskland, Italien, Spanien, Norge, Sverige, Island, Letland, Litauen, Kroatien, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Polen og Danmark er med i kampen om de gigantiske puljer, som skal gøre europæiske lotterispillere til multimillionærer.

Den højeste, danske gevinst blev vundet i 2022, hvor en person i landet vandt 750 millioner kroner.