Hærværk: Russisk flag malet på Den Lille Havfrue

Torsdag morgen er stenen, som statuen Den Lille Havfrue sidder på, blevet udsat for hærværk. Der er malet et russisk flag på stenen, skriver Ekstra Bladet.

Avisen er i besiddelse af billeder, som viser, at der er blevet malet en rød stribe i bunden, en blå stribe i midten, og en hvid i toppen af stenen.

Martin Kajberg, som er vagtchef hos Københavns Politi, oplyser kort efter klokken 9, at politiet har været ude ved statuen.

– Vi iværksætter selvfølgelig en efterforskning for at finde ud af, hvem der har gjort det, og hvornår og hvordan det er sket, men det er vi ved at undersøge, siger vagtchefen.

LÆS OGSÅ: 39-årig mand til dørmand: Hjælp, jeg er blevet stukket med en kniv!

Det er langt fra første gang, at statuen, som står ved Langelinie i København, er blevet udsat for hærværk.

I de 110 år, der er gået, siden statuen blev lavet, har den flere gange fået skåret hovedet af.

Den Lille Havfrue er tidligere blevet sprængt væk fra sin sædvanlige plads, og hun er også blevet overhældt med maling flere gange.

Ifølge Ekstra Bladet er de billeder, som avisen bringer, taget torsdag morgen omkring klokken 7.

Det er uvist, hvornår hærværket er begået.

Den Lille Havfrue er udformet af billedhuggeren Edvard Eriksen og modelleret efter hans kone, Eline. Figuren er billedhuggerens legemliggørelse af havfruen i H.C. Andersens berømte eventyr “Den lille Havfrue”.

Statuen var en gave til København skænket af brygger Carl Jacobsen, der var søn af Carlsbergs grundlægger, J.C. Jacobsen.

Den blev opstillet på Langelinie i 1913.

/ritzau/