HA-rocker modtager syv års fængsel i stor sag

Illustrationsfoto

50-årig mand er dømt efter anholdelse i Kolding. Krypteret kommunikation om 1,1 ton hash og syv kilo kokain

Der gik kun godt et døgn fra anholdelsen af et midaldrende medlem af Hells Angels, til han fredag fik en dom på fængsel i syv år.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi fredag.

En dommer i Retten i Kolding har straffet den 50-årige mand for at have været involveret i en større forretning med hash og kokain.

Tilståelsen gælder forsøg på at sælge syv kilo kokain og forsøg på at sælge omkring 1,1 ton hash, oplyser en anklager ved Sydøstjyllands Politi.

Anholdelsen skete torsdag formiddag klokken ti. Betjente i flere politikredse gik i aktion på samme tid, og der var ransagninger på Vestsjælland, København og i Kolding.

Men mindre end 24 timer senere var Jesper Hagbarth Zoza klar til at få sagen overstået med en erkendelse af de fleste af de lovovertrædelser, han var sigtet for at have begået.

Torsdag oplyste politiet, at manden desuden var mistænkt for at ville sælge flere våben.

Men denne del af sagen har anklagemyndigheden frafaldet i retsmødet, oplyser specialanklager Anna Holm Christensen.

Efterforskere har i længere tid arbejdet med sagen, som i høj grad bygger på oplysninger, der er hentet fra krypteret kommunikation.

Politiet betegner i en pressemeddelelse den dømte som et “et fremtrædende medlem” af Hells Angels i Kolding-området.

/ritzau/