Grim færdselsulykke: Motorcyklist i livsfare

En motorcyklist er i livsfare efter færdselsulykke onsdag eftermiddag på den østlige omfartsvej i Flensborg.

Ulykken skete, efter at en bil og en motorcykel kørte ind i hinanden. Det nøjagtige hændelsesforløb er det endnu ikke lykkedes for det tyske politi at rekonstruere, da de mangler vidner.

To ambulancer, akutlæger og brandvæsenet blev alarmeret for at tage sig af de to mandlige ofre.

Bilisten er alvorligt kvæstet, mens motorcyklisten ifølge den lokale presse er i livsfare.

Ved kollisionen sprang motorcyklens brændstoftank i stykker med det resultat, at der også var et større benzinspild efter ulykken.

Der har været trafikale problemer i Flensborgs østlige del hele onsdag aften på grund af ulykken og redningsarbejdet.