Gratis adgang: Fotoudstilling på Det Kgl. Bibliotek

Foto: Det Kgl. Bibliotek

Oplev udstillingen UKRAINIAN DIARY gratis og mød den indflydelsesrige fotograf Boris Mikhailov hos Det Kgl. Bibliotek.

Det Kgl. Bibliotek inviterer til gratis udstillingsåbning af fotoudstillingen UKRAINIAN DIARY med kunstneren Boris Mikhailov (UA).

Du kan opleve fotoudstillingen som en af de første og tilmed få muligheden for at møde Boris Mikhailov og hans hustru Vita.

Ægteparret vil nemlig indgå i en samtale med Diamantens fotokurator Charlotte Præstegaard Schwartz. I løbet af udstillingsåbningen bliver der også budt på et glas.

En indflydelsesrig fotograf

Boris Mikhailov har siden 1960’erne dokumenteret livet i sit hjemland og betragtes som en af Østeuropas mest indflydelsesrige fotografer.

Med sin kameralinse portrætterer han livet på en poetisk, smuk, barsk, grim og skræmmende samfundsaktuel facon. Dette gør han for at give et indblik i Sovjetunionen under og efter sammenbruddet.

Ukrainian Diary er den første retrospektive udstilling af Boris Mikhailov i Danmark.

Fotoudstillingen byder på over 500 værker, der har til hensigt at åbne øjnene for Ukraines tumultariske historie gennem mere end et halvt århundrede.

Her vil kunstnerens imponerende livsværk blive præsenteret, og det spænder over forskellige kunstneriske metoder og æstetiske udtryk.

Dokumentariske, konceptuelle og performative værker vil således være at finde i udstillingen.

Det er Handelsgartner Harry Opstrups Fond, Politiken-Fonden i samarbejde med MEP – Maison Européenne de la Photographie, Paris, der har støttet fotoudstillingen.

Du kan læse mere om udstillingensåbningen her.

Udstillingsåbningen er gratis, men tilmelding er nødvendigt og pladser fordeles efter først-til-mølle-princippet. Man skal tilmelde sig senest den 15. september på invitation@kb.dk

Selve begivenheden finder sted torsdag den 19. september klokken 16.30 på Det Kgl. Bibliotek.

Også Kunsthal Charlottenborg åbner sæsonen med gratis fest. Læs mere om det her.